Maling af vinduer

Gummilisterne vedligeholdes med siliconestift/spray for at de ikke skal blive stive. Hængsler får syrefri olie. Glideskinner rengøres og smøres med olie inden du lukker vinduet helt op. Desuden er det meget vigtigt at den lille tap som gør at det midterste vindue kan drejes rundt, får olie inden vinduet lukkes op. Din manglende vedligeholdelse af de mekaniske dele vil betyde en ekstraregning for dig ved fraflytning; muligvis udskiftning af vendebeslaget i midtervinduet hvis det er ødelagt.

Det er foreningens ansvar at få skiftet punkterede ruder. Hvis dine vinduer er duggede i midten, så giv bestyrelsen besked.

Du må gerne male vinduerne på indersiden, men kun ved at følge bestyrelsens anvisninger. Er malearbejdet ikke gjort ordentligt, kan du imødese en ekstraregning ved fraflytning. Følg nedenstående fremgangsmåde:

Materialer:

  • Flügger Grundrens og svamp eller klud til rengøring.
  • Maling: hvid eller RAL 9010.
  • Pensel: Rund korthåret er bedst.

Fremgangsmåde:

  1. Alle hasper og stormkroge skrues af og renses i grundrens. (Læg dem i blød 2-3 timer og skyl dem rene.)
  2. Træværket renses i grundrens. Vask derefter af i rent vand. Træet skal være tørt før der kan males.
  3. Det er kun den synlige del af vinduesrammen, som vender ind mod lejligheden som skal males.
  4. Det er forbudt at male kanten hvorpå de grå tætningslister sidder, og du må heller ikke male den sorte gummiliste, som sidder mellem ruden og karmen.
  5. Vinduerne skal stå på klem i mindst 12-14 timer. Til sidst skrues hasper og stormkroge i igen.

Maling af kobberrørene

Maling af kobberrør. Hvis du ønsker at male kobberrørene til radiatorerne, vil vi, efter råd fra en professionel maler, foreslå at du gør følgende:

  1. Afvasker rørene i mildt sulfovand eller grundrens, fx Flüggers.
  2. Vasker efter i rent vand
  3. Maler rørene med en oliebaseret grunder. Malingen skal være oliebaseret ellers binder den ikke på rørene.
  4. Maler rørene med enten olie- eller vandbaseret maling. Det er bedst at male om sommeren hvor rørene er kolde.

Ønsker du samme farve som radiatorerne, skal du hos farvehandleren bestille farven RAL 9002.